Translate

torsdag den 16. august 2012

På den igen igen

Så er det officielt, ja igen altså, jeg skal skilles og denne gang er der ingen vej tilbage.
Men jeg må indrømme at det KAN lade sig gøre at være venner, det KAN lade sig gøre at holde tonen og være rare overfor hinanden.
Ja selvfølgelig lige med undtagelse af de tidspunkter hvor man ønsker at den anden imigrerer til Mars og al kommunikation og transport cuttes. ;o)

For første gang i 4 år + det løse har jeg nu fået lov til at sove en hel uge i min seng uden børn, nå ja så kom der lige en hund i sengen i stedet men han møver trods alt ik helt så meget ud over når vi slås om hovedpuden.
Og for at det ikke skal være løgn har jeg nu en hel dobbeltseng for mig selv!!!!! tænk engang, jeg kan brede mig, ligge på tværs, snorke og ja... uden at nogen brokker sig eller puffer til mig. SKØNT!!

Kan ligge der og have PC, iphone, ipad og tv kørende på én gang og bare fordi jeg kan.

Ferien er gået strygende, vi tog skridtet (trods seperation) og kørte små 1.600 km til Italien.
Piece of cake, børnene på bagsædet og så afsted.
Vi nåede endda helt til Solrød før den mindste skulle tisse - ooooookay det blir vist en lidt længere tur end vi troede.
Da vi nåede til Gedser meldte manden i luen alt udsolgt for dem som ikke havde bestilt plads.... hmm.. ja ok det er så os. Vi kørte videre til Rødby og kom til det tyske uden problemer.

Italien var varmt, meget meget varmt og dejligt. Campingpladsen var enorm og der var både pool og strand.
Første aften tog vi ned til stranden for at gå i vandkanten og se Kroatien lyse op på den anden side. Ja bare os og 1 milliard myg.... Så efter godt 20 myggestik hver returnerede vi til mobilhomet og hyggede der istedet, indenfor.

Italiensk er et smuk sprog, bare ikke når de taler tysk, altså halloooo vi er i Italien ik?!??
I 14 dage hørte vi på "guten abend, Hallooo, trinken, essen, deutch etc." Vi overhørte det og prøved at gebærde os på italiensk og engelsk i stedet hvilket faktisk lykkedes ret godt.

Det var en dejlig ferie, vi fik slappet af, nydt landet, maden og vores børn.

Har prøvet at tælle sammen hvor mange tissepause vi har holdt for den mindste på 4 år men jeg har simpelthen ikke tal for det, ufatteligt som sådan en lille størrelse har en blære på størrelse med en valnød!! èn tår vand = min. 6 tisseture

På vejen hjem kørte vi om natten, og det var jo meningen at børnene skulle sove, SOVE blev der sagt. Men hvergang jeg kiggede i bakspejlet så jeg et lille hoved med hvidt hår stikke frem mellem sæderne, Nicklas, sov så!! Den dreng er jo slet ikke til at slå ned. Ja lige bort set fra da vi landede i Greve kl. 11.30 næste dag, der lå han i min seng med en slikkepind stikkende ud af munden, lidt savl i mundvigen og snork sov.
Listede slikket ud af ham hvor han lige vågnede svagt og mumlede for så at snorke igen. 2 timer senere prøvede jeg at hive ham op, men endte med at sidde med en sovende 4-årig der hverken kunne det ene eller det andet.

Dem 7-årige var super sej, når der blev sagt sove, sov han, når der blev sagt spis, så spiste han. Hvem havde lige set det komme?!

Børn er fantastiske, på deres helt egen måde.