Jeg har tidligere skrevet at jeg førhen syntes at Lykkelighed var opreklameret, den eksakt samme holdning havde jeg til forelskelse.
For mig har forelskelse været stormfuldt i lige omtrænt de første3 mdr. i et nyt forhold. Og bom, nærmest på 3 mdr.'s dagen så falder det sammen og alle fejl dukker op ved den som sidder overfor mig og som jeg forleden dag ikke kunne leve uden.
Pludselig ku jeg tage mig selv i at kigge på ham og tænke "har han altid været så irriterende?", "skal han absolut sige det ord i hver sætning?" og med ét er det gået op for mig at det kun kan gå én vej og det er min vej, og væk.
Så mødte jeg en, en som ikke skulle være min kæreste men som jeg ku se når det passede ind i vores kalendere. Denne ene havde lige så travlt med venner og arbejde som jeg selv og det gjorde at vi kun sås ind imellem.
Ok indrømmet, jeg blev småforelsket i ham ret hurtigt, men klog af skade fik jeg skubbet den tanke langt langt væk, det var jo ikke det aftalen lød på.
En dag vi sad og sms'ede sammen nævner han at han nok en dag snart vil begynde at se sig om efter noget mere fast, og langsomt kunne jeg mærke panikken brede sig. Så ville jeg jo ikke have ham længere, vi ville ikke kunne køre tur og snakke i timevis, ikke vågne op til duften af ham på puden, og ikke klukke af grin når han drillede. Alt sammen noget jeg havde stor nydt men ikke tænkt over at jeg ikke ville undvære.
Kunne høre min indre stemme "tag mig så, ta mig!!!"
Jeg havde åbenbart ikke opfanget hans signaler om at han gerne ville mere hvis jeg var klar, og jeg havde ikke turde "skræmme ham væk" ved at sige at jeg gerne ville mere, hellere have ham lidt end slet ikke.
Fra det punkt kunne jeg mærke den boblende fornemmelse af forelskelse, ikke den stormfulde hvor man nærmest bliver sindsyg, men ren kærlighed for ham og det vi havde sammen.
Den slags forelskelse hvor man kender den anden og har accepteret den måde han er på og det liv han fører og stadig føler sig vanvittigt tiltrukket af ham. Han kender til mine fejl (de meget få jeg har naturligvis) og jeg kender til hans, uden at de rør mig det mindste.
Her, mere et år efter, kan jeg tage mig selv i at betragte ham og stadig mærke boblerne indeni, han er den der gør mig glad, den der kan få mig til at græde af grin, den der udfordrer mig og den som jeg hele tiden bliver på mindet om at jeg ikke må tage for givet.
Han er min type, han er lækker og han er min!!
mandag den 18. januar 2016
mandag den 8. juni 2015
Politisamfund
Som enlig forsørger af mine 2 knægte har jeg ret til nogle ydelser.
Ikke ret meget (hvilket er fint) men nok til at jeg kan klare tingene nu hvor jeg ikke deler økonomi og husholdning med en partner.
Hvert år skriver jeg under på en "tro og love erklæring" for at jeg stadig er alene forsørger og hvert år opgiver jeg min indkomst til staten så de kan regulere evt. ydelser.
Jeg er i fast arbejde og knokler 37 timer om ugen, får det til at hænge sammen med hentning i SFO og aftensmad og lektier, og jeg klager IKKE!!! Jeg kan godt li mit liv, kan godt li der er fart på og Elsker mine unger.
Med andre ord, vi har et helt ok liv og det har taget tid at acceptere at jeg modtager nogle få ydelser pga vores "situation". Der kommer en dag hvor jeg ikke længere har brug for dem og den dag ser jeg stadig frem til.
Men med nogle kommuners kampagner a la "meld din nabo" er jeg nu hevet igennem en mølle jeg ikke troede jeg skulle igennem.
Fordi min nabo er sur, sur på verden, sur på de andre naboer og i det hele taget bare bitter åbenbart, har jeg nu fået en anmeldelse på kommunen som indikerer at jeg skulle være social bedrager!!!
Jeg er måløs, helt uden ord, var lamslået i flere dage og helt igennem utilnærmelig for andre. Jeg mistænkte straks alle fra eks.mand til de søde naboer i nabolaget.
Anmeldelsen lød på at jeg skulle have "mænd på besøg" og at jeg er "generende" for mine naboer.
Og jeg som troede at vi bare gik og passede os selv, at vi ikke var til gene for andre... og at jeg har mænd på besøg!! hvad betyder det??
Da jeg endelig kom ud af den bitterhed jeg selv havnede i efter brevet, kom op igen og fik luft, kunne tale med andre om det, gik det op for mig at jeg ikke gør noget galt.
Jeg ringede til kommunen, helt uforstående for hvad det reelt er jeg gør galt, og den søde dame på kommunene bekræftede at jeg gerne måtte have "mænd på besøg" (hvis det altså var tilfældet) og at en klage over gener måtte rettes til boligselskabet.
Men med det sagt, var hun ikke i stand til at trække den tilbage, altså skal jeg forsvare mig selv for noget jeg ikke gør galt.
I hvilken verden kan man anmelde nogen for noget som ikke er imod reglerne??
Hvorfor har kommunen ikke et filter der stopper sager hvor den anklagede ikke gør noget forkert?
Jeg har ikke noget problem med at give mine oplysninger til kommunen og "forsvare" mig, men det er da tankevækkende og grotesk at vi hver især bare kan anmelde anonymt til højre og venstre så snart man føler sig lidt forudrettet eller har set sig sur på nogen.
Jeg troede at jeg havde et fint forhold til begge mine naboer, jeg havde faktisk lidt ondt af den ene for det de bliver hevet igennem og har talt flere gange med dem om vejr og vind fordi jeg fornemmede at de havde brug for nogen at tale med.
Det er slut nu, jeg er blevet sur, jeg er blevet så sur at jeg bare passer mig selv helt nu, gider ikke være synlig i mit kvarter og gider ikke være social for hvis det bare bruges imod mig så er jeg hellere foruden.
Venter nu "spændt" på hvad kommunen beslutter, og håber inderligt at man vil se at jeg ikke gør noget galt og at det vil få konsekvenser for anmelder, for det er jo trods alt strafbart at anklage andre for en forbrydelse der ikke er begået.
Men skal nok ikke have de store forventninger, bare det hele går i sig selv vil jeg være glad og kan slappe lidt af igen.
Er lidt træt af jantelov og folk med ondt i r..... må jeg indrømme.
Det ville da være lidt sjovere hvis vi kunne være glade på hinandens vegne i stedet.
Ikke ret meget (hvilket er fint) men nok til at jeg kan klare tingene nu hvor jeg ikke deler økonomi og husholdning med en partner.
Hvert år skriver jeg under på en "tro og love erklæring" for at jeg stadig er alene forsørger og hvert år opgiver jeg min indkomst til staten så de kan regulere evt. ydelser.
Jeg er i fast arbejde og knokler 37 timer om ugen, får det til at hænge sammen med hentning i SFO og aftensmad og lektier, og jeg klager IKKE!!! Jeg kan godt li mit liv, kan godt li der er fart på og Elsker mine unger.
Med andre ord, vi har et helt ok liv og det har taget tid at acceptere at jeg modtager nogle få ydelser pga vores "situation". Der kommer en dag hvor jeg ikke længere har brug for dem og den dag ser jeg stadig frem til.
Men med nogle kommuners kampagner a la "meld din nabo" er jeg nu hevet igennem en mølle jeg ikke troede jeg skulle igennem.
Fordi min nabo er sur, sur på verden, sur på de andre naboer og i det hele taget bare bitter åbenbart, har jeg nu fået en anmeldelse på kommunen som indikerer at jeg skulle være social bedrager!!!
Jeg er måløs, helt uden ord, var lamslået i flere dage og helt igennem utilnærmelig for andre. Jeg mistænkte straks alle fra eks.mand til de søde naboer i nabolaget.
Anmeldelsen lød på at jeg skulle have "mænd på besøg" og at jeg er "generende" for mine naboer.
Og jeg som troede at vi bare gik og passede os selv, at vi ikke var til gene for andre... og at jeg har mænd på besøg!! hvad betyder det??
Da jeg endelig kom ud af den bitterhed jeg selv havnede i efter brevet, kom op igen og fik luft, kunne tale med andre om det, gik det op for mig at jeg ikke gør noget galt.
Jeg ringede til kommunen, helt uforstående for hvad det reelt er jeg gør galt, og den søde dame på kommunene bekræftede at jeg gerne måtte have "mænd på besøg" (hvis det altså var tilfældet) og at en klage over gener måtte rettes til boligselskabet.
Men med det sagt, var hun ikke i stand til at trække den tilbage, altså skal jeg forsvare mig selv for noget jeg ikke gør galt.
I hvilken verden kan man anmelde nogen for noget som ikke er imod reglerne??
Hvorfor har kommunen ikke et filter der stopper sager hvor den anklagede ikke gør noget forkert?
Jeg har ikke noget problem med at give mine oplysninger til kommunen og "forsvare" mig, men det er da tankevækkende og grotesk at vi hver især bare kan anmelde anonymt til højre og venstre så snart man føler sig lidt forudrettet eller har set sig sur på nogen.
Jeg troede at jeg havde et fint forhold til begge mine naboer, jeg havde faktisk lidt ondt af den ene for det de bliver hevet igennem og har talt flere gange med dem om vejr og vind fordi jeg fornemmede at de havde brug for nogen at tale med.
Det er slut nu, jeg er blevet sur, jeg er blevet så sur at jeg bare passer mig selv helt nu, gider ikke være synlig i mit kvarter og gider ikke være social for hvis det bare bruges imod mig så er jeg hellere foruden.
Venter nu "spændt" på hvad kommunen beslutter, og håber inderligt at man vil se at jeg ikke gør noget galt og at det vil få konsekvenser for anmelder, for det er jo trods alt strafbart at anklage andre for en forbrydelse der ikke er begået.
Men skal nok ikke have de store forventninger, bare det hele går i sig selv vil jeg være glad og kan slappe lidt af igen.
Er lidt træt af jantelov og folk med ondt i r..... må jeg indrømme.
Det ville da være lidt sjovere hvis vi kunne være glade på hinandens vegne i stedet.
Sig nu nej....
Som rigtig mange andre i verden så vil jeg gerne det hele, tænk hvis jeg gik glip af noget spændende eller ikke var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Resultat: aaaaaaaaaaaaalt for mange planer og løfter.
Hvad skete der lige med alle de weekender som var helt åbne og klar til spontane aftaler eller ideer.... de er VÆK... Pist væk, afløst af begivenheder og aftaler.
Misforstå mig ikke, jeg vil jo gerne med, men jeg mangler lidt rum, måske bare en 6-7 timer mere i døgnet, det vil også være ok. Så hvordan optjener jeg flere timer?
Kunsten at sige "nej" siger nogle... jow jow men "nej" betyder så at jeg skal vælge noget fra, så har jeg næste dilemma, HVAD skal vælges fra?? og så går tiden med at beslutte det.
Tid er vigtig siger nogle, og her sidder jeg så og spilder kostbar tid med at beslutte hvordan jeg får mere tid... hmm... giver ik helt mening.
Måske er det som et plaster der rives af (ja dagens indlæg er fyldt med ordsprog og klicheer :-P ) tag en hurtig beslutning og stå ved den...
Endelig gjorde jeg det, prioriterede en hel weekend, og havde det fint med beslutningen, sådan da... længtes til det jydske og slippe tøjler og bare se race og lave ingenting.
Da weekenden kom til ende kunne jeg se resultatet af at være blevet hjemme og det var jo fantastisk, YES jeg prioriterede rigtigt og belønningen var stor.
Og når jeg tænker over det har jeg jo ikke haft tankerne hos teamet i jylland, de har været her og haft det fint. Hygget og knoklet med dem jeg holder af, så intet er tabt, jeg er sikkert gået glip af noget, men hvad ved jeg ikke og så er det jo i bund og grund ligemeget ;)
Skal virkelig øve mig mere på at sige "nej tak" det kunne være man fik smag for det :-D
Resultat: aaaaaaaaaaaaalt for mange planer og løfter.
Hvad skete der lige med alle de weekender som var helt åbne og klar til spontane aftaler eller ideer.... de er VÆK... Pist væk, afløst af begivenheder og aftaler.
Misforstå mig ikke, jeg vil jo gerne med, men jeg mangler lidt rum, måske bare en 6-7 timer mere i døgnet, det vil også være ok. Så hvordan optjener jeg flere timer?
Kunsten at sige "nej" siger nogle... jow jow men "nej" betyder så at jeg skal vælge noget fra, så har jeg næste dilemma, HVAD skal vælges fra?? og så går tiden med at beslutte det.
Tid er vigtig siger nogle, og her sidder jeg så og spilder kostbar tid med at beslutte hvordan jeg får mere tid... hmm... giver ik helt mening.
Måske er det som et plaster der rives af (ja dagens indlæg er fyldt med ordsprog og klicheer :-P ) tag en hurtig beslutning og stå ved den...
Endelig gjorde jeg det, prioriterede en hel weekend, og havde det fint med beslutningen, sådan da... længtes til det jydske og slippe tøjler og bare se race og lave ingenting.
Da weekenden kom til ende kunne jeg se resultatet af at være blevet hjemme og det var jo fantastisk, YES jeg prioriterede rigtigt og belønningen var stor.
Og når jeg tænker over det har jeg jo ikke haft tankerne hos teamet i jylland, de har været her og haft det fint. Hygget og knoklet med dem jeg holder af, så intet er tabt, jeg er sikkert gået glip af noget, men hvad ved jeg ikke og så er det jo i bund og grund ligemeget ;)
Skal virkelig øve mig mere på at sige "nej tak" det kunne være man fik smag for det :-D
mandag den 2. marts 2015
Spontanitet for en kontrolfreak
Det lyder fedt at "være spontan" bare at gøre noget fordi man har lyst lige på det givne tidspunkt. Ikke have kontrol og vide tid, sted og agenda for noget så simpelt som middag i byen.
Det lyder endda nemt, bare give slip og lade tingene dumpe ned fra himlen og springe på de ting man har lyst til.
Men for en planlægger og kontrolfreak som mig er det en prøvelse. Trangen til at vide alle detaljer presser på, hvem skal vi med? hva skal vi? hvorfor? hvad tid? hvor henne?
Bare lige lave et lille bitte skema over det der skal ske i morgen og de næste 364 dage frem :P
Så det er sundt at prøve og faktisk lidt vanedannende at være spontan ind imellem. Fagre nye verden, og hvor er det dog afslappende ikke at vide alt men bare møde op og følge med.
Som mor er der rig mulighed for at få tilfredsstillet planlægger trangen, der er firkanter og struktur nærmest en befrielse for både børn og voksne, især hjemme hos os.
Jeg kan ligefrem se skrækken i de små poders ansigter hvis jeg foreslår en gå-tur med hunden bare sådan ud af det blå. Og deres umiddelbare reaktion kommer da også til udtryk med et forargeligt "NEEEJ" hvorefter de nærmest klamrer sig til deres ipads og hurtigt søger flugt i den virtuelle verden igen, for kommer der overraskelser deri så kan de hurtigt slukke eller skifte til en anden verden.
Mit nye mål er nu klart: jeg skal lære mine børn at spontanitet kan være sjovt og spændende. Ihvertfald lige så snart jeg selv kan finde ud af det på egen hånd :P :P
Det lyder endda nemt, bare give slip og lade tingene dumpe ned fra himlen og springe på de ting man har lyst til.
Men for en planlægger og kontrolfreak som mig er det en prøvelse. Trangen til at vide alle detaljer presser på, hvem skal vi med? hva skal vi? hvorfor? hvad tid? hvor henne?
Bare lige lave et lille bitte skema over det der skal ske i morgen og de næste 364 dage frem :P
Så det er sundt at prøve og faktisk lidt vanedannende at være spontan ind imellem. Fagre nye verden, og hvor er det dog afslappende ikke at vide alt men bare møde op og følge med.
Som mor er der rig mulighed for at få tilfredsstillet planlægger trangen, der er firkanter og struktur nærmest en befrielse for både børn og voksne, især hjemme hos os.
Jeg kan ligefrem se skrækken i de små poders ansigter hvis jeg foreslår en gå-tur med hunden bare sådan ud af det blå. Og deres umiddelbare reaktion kommer da også til udtryk med et forargeligt "NEEEJ" hvorefter de nærmest klamrer sig til deres ipads og hurtigt søger flugt i den virtuelle verden igen, for kommer der overraskelser deri så kan de hurtigt slukke eller skifte til en anden verden.
Mit nye mål er nu klart: jeg skal lære mine børn at spontanitet kan være sjovt og spændende. Ihvertfald lige så snart jeg selv kan finde ud af det på egen hånd :P :P
mandag den 10. november 2014
Om at have et standpunkt til man tager et nyt
Altså, beslutninger bliver taget for at man kan ændre mening igen, ik?!
Man skal ihvertfald ikke holde fast pga. stædighed og stolthed, suck it up og lav om på det der skal ændres hvis det andet ikke længere giver mening. Færdig...
Sådan har jeg fået det efterhånden, hvis det virker, hvorfor så lave om på det og omvendt, hvis det ikke fungerer så gør noget ved det.
Ja ok, ret nemt sagt, lidt sværere i virkeligheden, men altså sådan helt basalt så er det vel nemt nok.
Der er mange ting og beslutninger jeg skal tage tilløb til selv, men med et godt netværk er det ik længere så slemt. At kunne dele tanker og ideer med dem omkring mig gør at jeg får en masse input og støtte som gør mig mere modig. Takfor det :-)
Jeg tror at der er mange der tænker "nåå jamen det er da sådan det bare er" men for mig har det været et stort skridt at "turde" sige min mening og ytre mine holdninger. Ikke at være bange for at blive valgt fra fordi jeg har en anden mening end lige dem omkring mig.
Men hey, det føles ret fedt ;-)
Længe, meget meget længe har jeg holdt på at mine børn ikke skulle møde en evt. kæreste før jeg var 400% sikker i mit valg.
Længe har jeg sagt at jeg aldrig igen ville være gravid og sku ha lille baby...
Længe har jeg sagt at jeg Ikke ville ha en kæreste for jeg havde ikke plads til andre end børnene og jeg.
Men, come on, selvom man siger det højt til andre er det ikke ensbetydende med at det er rigtigt eller føles rigtigt.
Nogle gange skal jeg nok bare hoppe ud i det og se hvor det fører hen. Hva er det lige med kvinder (læs: mig) og deres hjerner der skal analysere alt???
Kom frem til at man ikke kan være mere end 100% sikker i noget så hvorfor ikke bare slippe tøjlerne og se hvad der sker :-P
Så i bund og grund, man har et standpunkt til man tar et nyt...
Man skal ihvertfald ikke holde fast pga. stædighed og stolthed, suck it up og lav om på det der skal ændres hvis det andet ikke længere giver mening. Færdig...
Sådan har jeg fået det efterhånden, hvis det virker, hvorfor så lave om på det og omvendt, hvis det ikke fungerer så gør noget ved det.
Ja ok, ret nemt sagt, lidt sværere i virkeligheden, men altså sådan helt basalt så er det vel nemt nok.
Der er mange ting og beslutninger jeg skal tage tilløb til selv, men med et godt netværk er det ik længere så slemt. At kunne dele tanker og ideer med dem omkring mig gør at jeg får en masse input og støtte som gør mig mere modig. Takfor det :-)
Jeg tror at der er mange der tænker "nåå jamen det er da sådan det bare er" men for mig har det været et stort skridt at "turde" sige min mening og ytre mine holdninger. Ikke at være bange for at blive valgt fra fordi jeg har en anden mening end lige dem omkring mig.
Men hey, det føles ret fedt ;-)
Længe, meget meget længe har jeg holdt på at mine børn ikke skulle møde en evt. kæreste før jeg var 400% sikker i mit valg.
Længe har jeg sagt at jeg aldrig igen ville være gravid og sku ha lille baby...
Længe har jeg sagt at jeg Ikke ville ha en kæreste for jeg havde ikke plads til andre end børnene og jeg.
Men, come on, selvom man siger det højt til andre er det ikke ensbetydende med at det er rigtigt eller føles rigtigt.
Nogle gange skal jeg nok bare hoppe ud i det og se hvor det fører hen. Hva er det lige med kvinder (læs: mig) og deres hjerner der skal analysere alt???
Kom frem til at man ikke kan være mere end 100% sikker i noget så hvorfor ikke bare slippe tøjlerne og se hvad der sker :-P
Så i bund og grund, man har et standpunkt til man tar et nyt...
tirsdag den 22. april 2014
Mit signalstærke barn
Jeg ved det godt, jeg har været væk herfra alt alt for længe. Har haft svært ved at tænke 2 sammenhængende tanker og slet ikke få dem ned på skrift.
Det har været et hårdt år... ikke personligt for mig men for os, mine sønner og jeg. Har forsøgt gang på gang at finde en forklaring på mine 5-årige's adfærd.
Børnehaven har indkaldt os til adskillige møder, møder om hans adfærd, møder om hans manglende engagement i fælles lege, møder om ord og sætninger han kan, ja møde om den måde vi til sidst sagde fra overfor pædagogen på.
Vi har været frustrerede, kede af det og rasende på de "voksne" i børnehaven. Vi har set dem dag for dag køre vores 5-årige i knæ og skælde ham ud, kun fortælle ham om alt det negative han gør og siger.
De sidste 6 mdr. har vi alle bare ventet på at dagen skulle komme hvor han sku starte i SFO for ingen af os var i tvivl om at det var det der skulle til, et skift, en ny begyndelse og voksne der lytter.
Det er som at slå i en dyne når vi har fortalt børnehavens "voksne" om hvordan vi takler vores mindste, hvad de kunne bruge af værktøjer, men de har ikke ville lytte, i deres øjne var han en socialt handikappet og besværlig dreng.
Men det er han ikke, han er en intelligent dreng og en utroligt kærlig dreng men en helt ufattelig masse krudt i r.... ;)
Jeg har søgt og søgt på nettet og i vores kredse efter ord jeg kunne sætte på overfor pædagogerne.
Endelig faldt jeg over "Sensitive børn" - der var så mange ligheder mellem vores søn og definitionen. Og til min store lettelse er det ikke en diagnose men et begreb som ret mange mennesker har i en eller anden grad.
Nu har jeg søgt videre og fundet definitionen på "signalstærke børn" og det passer som hånd i handske.
Endelig ved jeg lidt om hvad der foregår hos ham, nu ved jeg hvorfor vi ikke sov de første 3 år af hans liv, hvorfor han spiser hele tiden, hvorfor han ikke kan lade være med at hoppe op og ned i perioder. ALT giver pludselig mening og jeg er lettet....
Storebror lider også lidt under det, det går jo ud over ham når mindsten skal afreagerer pludselig, det går ud over ham når vi må lægge fokus på den mindste fordi han kræver os så fysisk meget.
Heldigvis for storebror er han en fantastisk og klog dreng der kan finde ud af at sætte ord på hans følelser og tanker. Vi har nogle rigtig gode heart-to-heart snakke ham og jeg og jeg elsker det.
Så nu går det fremad igen, mindsten er startet i SFO og elsker det, han er glad, fortæller om hans dage og hygger sig.
Jeg elsker ham om muligt endnu mere fordi jeg nu forstå ham mere og ikke bare bliver irriteret når han skejer ud.
Storebror er med til at hjælpe men vi er også endnu mere opmærksomme på at han får sin tid for sig selv uden lillebror.
Jeg har fået håbet igen, tror på at det bliver godt, rammerne er i orden og omgivelserne begynder også at være det.
Glæder mig over at have 2 så fantastiske, forskellige og stærke personligheder i mit liv. <3
Det har været et hårdt år... ikke personligt for mig men for os, mine sønner og jeg. Har forsøgt gang på gang at finde en forklaring på mine 5-årige's adfærd.
Børnehaven har indkaldt os til adskillige møder, møder om hans adfærd, møder om hans manglende engagement i fælles lege, møder om ord og sætninger han kan, ja møde om den måde vi til sidst sagde fra overfor pædagogen på.
Vi har været frustrerede, kede af det og rasende på de "voksne" i børnehaven. Vi har set dem dag for dag køre vores 5-årige i knæ og skælde ham ud, kun fortælle ham om alt det negative han gør og siger.
De sidste 6 mdr. har vi alle bare ventet på at dagen skulle komme hvor han sku starte i SFO for ingen af os var i tvivl om at det var det der skulle til, et skift, en ny begyndelse og voksne der lytter.
Det er som at slå i en dyne når vi har fortalt børnehavens "voksne" om hvordan vi takler vores mindste, hvad de kunne bruge af værktøjer, men de har ikke ville lytte, i deres øjne var han en socialt handikappet og besværlig dreng.
Men det er han ikke, han er en intelligent dreng og en utroligt kærlig dreng men en helt ufattelig masse krudt i r.... ;)
Jeg har søgt og søgt på nettet og i vores kredse efter ord jeg kunne sætte på overfor pædagogerne.
Endelig faldt jeg over "Sensitive børn" - der var så mange ligheder mellem vores søn og definitionen. Og til min store lettelse er det ikke en diagnose men et begreb som ret mange mennesker har i en eller anden grad.
Nu har jeg søgt videre og fundet definitionen på "signalstærke børn" og det passer som hånd i handske.
Endelig ved jeg lidt om hvad der foregår hos ham, nu ved jeg hvorfor vi ikke sov de første 3 år af hans liv, hvorfor han spiser hele tiden, hvorfor han ikke kan lade være med at hoppe op og ned i perioder. ALT giver pludselig mening og jeg er lettet....
Storebror lider også lidt under det, det går jo ud over ham når mindsten skal afreagerer pludselig, det går ud over ham når vi må lægge fokus på den mindste fordi han kræver os så fysisk meget.
Heldigvis for storebror er han en fantastisk og klog dreng der kan finde ud af at sætte ord på hans følelser og tanker. Vi har nogle rigtig gode heart-to-heart snakke ham og jeg og jeg elsker det.
Så nu går det fremad igen, mindsten er startet i SFO og elsker det, han er glad, fortæller om hans dage og hygger sig.
Jeg elsker ham om muligt endnu mere fordi jeg nu forstå ham mere og ikke bare bliver irriteret når han skejer ud.
Storebror er med til at hjælpe men vi er også endnu mere opmærksomme på at han får sin tid for sig selv uden lillebror.
Jeg har fået håbet igen, tror på at det bliver godt, rammerne er i orden og omgivelserne begynder også at være det.
Glæder mig over at have 2 så fantastiske, forskellige og stærke personligheder i mit liv. <3
fredag den 13. september 2013
Du ser glad ud...?
Kender i det når folk er nysgerrige og på en diskret måde får sagt "du ser så glad ud" og der hænger sådan et usynligt ?-tegn efter og hvorefter der kommer sådan en afventende pause hvor de nok lidt forventer at man siger "jamen det er jeg fordi....." ???
Jeg er bare glad, glad i låget og fjollet - den er ikke længere.......
Måske er det bare en stor kontrast i forhold til hvordan jeg har set ud de sidste par år, men jeg er mig selv, den jeg altid har været, har bare været skubbet lidt i baggrunden af andre årsager.
Jeg har ikke brug for en grund til at være glad, det er bare meget sjovere... punktum
Jeg er bare glad, glad i låget og fjollet - den er ikke længere.......
Måske er det bare en stor kontrast i forhold til hvordan jeg har set ud de sidste par år, men jeg er mig selv, den jeg altid har været, har bare været skubbet lidt i baggrunden af andre årsager.
Jeg har ikke brug for en grund til at være glad, det er bare meget sjovere... punktum
Abonner på:
Opslag (Atom)