Altså, beslutninger bliver taget for at man kan ændre mening igen, ik?!
Man skal ihvertfald ikke holde fast pga. stædighed og stolthed, suck it up og lav om på det der skal ændres hvis det andet ikke længere giver mening. Færdig...
Sådan har jeg fået det efterhånden, hvis det virker, hvorfor så lave om på det og omvendt, hvis det ikke fungerer så gør noget ved det.
Ja ok, ret nemt sagt, lidt sværere i virkeligheden, men altså sådan helt basalt så er det vel nemt nok.
Der er mange ting og beslutninger jeg skal tage tilløb til selv, men med et godt netværk er det ik længere så slemt. At kunne dele tanker og ideer med dem omkring mig gør at jeg får en masse input og støtte som gør mig mere modig. Takfor det :-)
Jeg tror at der er mange der tænker "nåå jamen det er da sådan det bare er" men for mig har det været et stort skridt at "turde" sige min mening og ytre mine holdninger. Ikke at være bange for at blive valgt fra fordi jeg har en anden mening end lige dem omkring mig.
Men hey, det føles ret fedt ;-)
Længe, meget meget længe har jeg holdt på at mine børn ikke skulle møde en evt. kæreste før jeg var 400% sikker i mit valg.
Længe har jeg sagt at jeg aldrig igen ville være gravid og sku ha lille baby...
Længe har jeg sagt at jeg Ikke ville ha en kæreste for jeg havde ikke plads til andre end børnene og jeg.
Men, come on, selvom man siger det højt til andre er det ikke ensbetydende med at det er rigtigt eller føles rigtigt.
Nogle gange skal jeg nok bare hoppe ud i det og se hvor det fører hen. Hva er det lige med kvinder (læs: mig) og deres hjerner der skal analysere alt???
Kom frem til at man ikke kan være mere end 100% sikker i noget så hvorfor ikke bare slippe tøjlerne og se hvad der sker :-P
Så i bund og grund, man har et standpunkt til man tar et nyt...
mandag den 10. november 2014
tirsdag den 22. april 2014
Mit signalstærke barn
Jeg ved det godt, jeg har været væk herfra alt alt for længe. Har haft svært ved at tænke 2 sammenhængende tanker og slet ikke få dem ned på skrift.
Det har været et hårdt år... ikke personligt for mig men for os, mine sønner og jeg. Har forsøgt gang på gang at finde en forklaring på mine 5-årige's adfærd.
Børnehaven har indkaldt os til adskillige møder, møder om hans adfærd, møder om hans manglende engagement i fælles lege, møder om ord og sætninger han kan, ja møde om den måde vi til sidst sagde fra overfor pædagogen på.
Vi har været frustrerede, kede af det og rasende på de "voksne" i børnehaven. Vi har set dem dag for dag køre vores 5-årige i knæ og skælde ham ud, kun fortælle ham om alt det negative han gør og siger.
De sidste 6 mdr. har vi alle bare ventet på at dagen skulle komme hvor han sku starte i SFO for ingen af os var i tvivl om at det var det der skulle til, et skift, en ny begyndelse og voksne der lytter.
Det er som at slå i en dyne når vi har fortalt børnehavens "voksne" om hvordan vi takler vores mindste, hvad de kunne bruge af værktøjer, men de har ikke ville lytte, i deres øjne var han en socialt handikappet og besværlig dreng.
Men det er han ikke, han er en intelligent dreng og en utroligt kærlig dreng men en helt ufattelig masse krudt i r.... ;)
Jeg har søgt og søgt på nettet og i vores kredse efter ord jeg kunne sætte på overfor pædagogerne.
Endelig faldt jeg over "Sensitive børn" - der var så mange ligheder mellem vores søn og definitionen. Og til min store lettelse er det ikke en diagnose men et begreb som ret mange mennesker har i en eller anden grad.
Nu har jeg søgt videre og fundet definitionen på "signalstærke børn" og det passer som hånd i handske.
Endelig ved jeg lidt om hvad der foregår hos ham, nu ved jeg hvorfor vi ikke sov de første 3 år af hans liv, hvorfor han spiser hele tiden, hvorfor han ikke kan lade være med at hoppe op og ned i perioder. ALT giver pludselig mening og jeg er lettet....
Storebror lider også lidt under det, det går jo ud over ham når mindsten skal afreagerer pludselig, det går ud over ham når vi må lægge fokus på den mindste fordi han kræver os så fysisk meget.
Heldigvis for storebror er han en fantastisk og klog dreng der kan finde ud af at sætte ord på hans følelser og tanker. Vi har nogle rigtig gode heart-to-heart snakke ham og jeg og jeg elsker det.
Så nu går det fremad igen, mindsten er startet i SFO og elsker det, han er glad, fortæller om hans dage og hygger sig.
Jeg elsker ham om muligt endnu mere fordi jeg nu forstå ham mere og ikke bare bliver irriteret når han skejer ud.
Storebror er med til at hjælpe men vi er også endnu mere opmærksomme på at han får sin tid for sig selv uden lillebror.
Jeg har fået håbet igen, tror på at det bliver godt, rammerne er i orden og omgivelserne begynder også at være det.
Glæder mig over at have 2 så fantastiske, forskellige og stærke personligheder i mit liv. <3
Det har været et hårdt år... ikke personligt for mig men for os, mine sønner og jeg. Har forsøgt gang på gang at finde en forklaring på mine 5-årige's adfærd.
Børnehaven har indkaldt os til adskillige møder, møder om hans adfærd, møder om hans manglende engagement i fælles lege, møder om ord og sætninger han kan, ja møde om den måde vi til sidst sagde fra overfor pædagogen på.
Vi har været frustrerede, kede af det og rasende på de "voksne" i børnehaven. Vi har set dem dag for dag køre vores 5-årige i knæ og skælde ham ud, kun fortælle ham om alt det negative han gør og siger.
De sidste 6 mdr. har vi alle bare ventet på at dagen skulle komme hvor han sku starte i SFO for ingen af os var i tvivl om at det var det der skulle til, et skift, en ny begyndelse og voksne der lytter.
Det er som at slå i en dyne når vi har fortalt børnehavens "voksne" om hvordan vi takler vores mindste, hvad de kunne bruge af værktøjer, men de har ikke ville lytte, i deres øjne var han en socialt handikappet og besværlig dreng.
Men det er han ikke, han er en intelligent dreng og en utroligt kærlig dreng men en helt ufattelig masse krudt i r.... ;)
Jeg har søgt og søgt på nettet og i vores kredse efter ord jeg kunne sætte på overfor pædagogerne.
Endelig faldt jeg over "Sensitive børn" - der var så mange ligheder mellem vores søn og definitionen. Og til min store lettelse er det ikke en diagnose men et begreb som ret mange mennesker har i en eller anden grad.
Nu har jeg søgt videre og fundet definitionen på "signalstærke børn" og det passer som hånd i handske.
Endelig ved jeg lidt om hvad der foregår hos ham, nu ved jeg hvorfor vi ikke sov de første 3 år af hans liv, hvorfor han spiser hele tiden, hvorfor han ikke kan lade være med at hoppe op og ned i perioder. ALT giver pludselig mening og jeg er lettet....
Storebror lider også lidt under det, det går jo ud over ham når mindsten skal afreagerer pludselig, det går ud over ham når vi må lægge fokus på den mindste fordi han kræver os så fysisk meget.
Heldigvis for storebror er han en fantastisk og klog dreng der kan finde ud af at sætte ord på hans følelser og tanker. Vi har nogle rigtig gode heart-to-heart snakke ham og jeg og jeg elsker det.
Så nu går det fremad igen, mindsten er startet i SFO og elsker det, han er glad, fortæller om hans dage og hygger sig.
Jeg elsker ham om muligt endnu mere fordi jeg nu forstå ham mere og ikke bare bliver irriteret når han skejer ud.
Storebror er med til at hjælpe men vi er også endnu mere opmærksomme på at han får sin tid for sig selv uden lillebror.
Jeg har fået håbet igen, tror på at det bliver godt, rammerne er i orden og omgivelserne begynder også at være det.
Glæder mig over at have 2 så fantastiske, forskellige og stærke personligheder i mit liv. <3
Abonner på:
Opslag (Atom)