Jeg ved det godt, jeg har været væk herfra alt alt for længe. Har haft svært ved at tænke 2 sammenhængende tanker og slet ikke få dem ned på skrift.
Det har været et hårdt år... ikke personligt for mig men for os, mine sønner og jeg. Har forsøgt gang på gang at finde en forklaring på mine 5-årige's adfærd.
Børnehaven har indkaldt os til adskillige møder, møder om hans adfærd, møder om hans manglende engagement i fælles lege, møder om ord og sætninger han kan, ja møde om den måde vi til sidst sagde fra overfor pædagogen på.
Vi har været frustrerede, kede af det og rasende på de "voksne" i børnehaven. Vi har set dem dag for dag køre vores 5-årige i knæ og skælde ham ud, kun fortælle ham om alt det negative han gør og siger.
De sidste 6 mdr. har vi alle bare ventet på at dagen skulle komme hvor han sku starte i SFO for ingen af os var i tvivl om at det var det der skulle til, et skift, en ny begyndelse og voksne der lytter.
Det er som at slå i en dyne når vi har fortalt børnehavens "voksne" om hvordan vi takler vores mindste, hvad de kunne bruge af værktøjer, men de har ikke ville lytte, i deres øjne var han en socialt handikappet og besværlig dreng.
Men det er han ikke, han er en intelligent dreng og en utroligt kærlig dreng men en helt ufattelig masse krudt i r.... ;)
Jeg har søgt og søgt på nettet og i vores kredse efter ord jeg kunne sætte på overfor pædagogerne.
Endelig faldt jeg over "Sensitive børn" - der var så mange ligheder mellem vores søn og definitionen. Og til min store lettelse er det ikke en diagnose men et begreb som ret mange mennesker har i en eller anden grad.
Nu har jeg søgt videre og fundet definitionen på "signalstærke børn" og det passer som hånd i handske.
Endelig ved jeg lidt om hvad der foregår hos ham, nu ved jeg hvorfor vi ikke sov de første 3 år af hans liv, hvorfor han spiser hele tiden, hvorfor han ikke kan lade være med at hoppe op og ned i perioder. ALT giver pludselig mening og jeg er lettet....
Storebror lider også lidt under det, det går jo ud over ham når mindsten skal afreagerer pludselig, det går ud over ham når vi må lægge fokus på den mindste fordi han kræver os så fysisk meget.
Heldigvis for storebror er han en fantastisk og klog dreng der kan finde ud af at sætte ord på hans følelser og tanker. Vi har nogle rigtig gode heart-to-heart snakke ham og jeg og jeg elsker det.
Så nu går det fremad igen, mindsten er startet i SFO og elsker det, han er glad, fortæller om hans dage og hygger sig.
Jeg elsker ham om muligt endnu mere fordi jeg nu forstå ham mere og ikke bare bliver irriteret når han skejer ud.
Storebror er med til at hjælpe men vi er også endnu mere opmærksomme på at han får sin tid for sig selv uden lillebror.
Jeg har fået håbet igen, tror på at det bliver godt, rammerne er i orden og omgivelserne begynder også at være det.
Glæder mig over at have 2 så fantastiske, forskellige og stærke personligheder i mit liv. <3
