Mit signalstærke barn

Jeg ved det godt, jeg har været væk herfra alt alt for længe. Har haft svært ved at tænke 2 sammenhængende tanker og slet ikke få dem ned på skrift.

Det har været et hårdt år... ikke personligt for mig men for os, mine sønner og jeg. Har forsøgt gang på gang at finde en forklaring på mine 5-årige's adfærd.
Børnehaven har indkaldt os til adskillige møder, møder om hans adfærd, møder om hans manglende engagement i fælles lege, møder om ord og sætninger han kan, ja møde om den måde vi til sidst sagde fra overfor pædagogen på.

Vi har været frustrerede, kede af det og rasende på de "voksne" i børnehaven. Vi har set dem dag for dag køre vores 5-årige i knæ og skælde ham ud, kun fortælle ham om alt det negative han gør og siger.

De sidste 6 mdr. har vi alle bare ventet på at dagen skulle komme hvor han sku starte i SFO for ingen af os var i tvivl om at det var det der skulle til, et skift, en ny begyndelse og voksne der lytter.

Det er som at slå i en dyne når vi har fortalt børnehavens "voksne" om hvordan vi takler vores mindste, hvad de kunne bruge af værktøjer, men de har ikke ville lytte, i deres øjne var han en socialt handikappet og besværlig dreng.

Men det er han ikke, han er en intelligent dreng og en utroligt kærlig dreng men en helt ufattelig masse krudt i r.... ;)

Jeg har søgt og søgt på nettet og i vores kredse efter ord jeg kunne sætte på overfor pædagogerne.
Endelig faldt jeg over "Sensitive børn" - der var så mange ligheder mellem vores søn og definitionen. Og til min store lettelse er det ikke en diagnose men et begreb som ret mange mennesker har i en eller anden grad.

Nu har jeg søgt videre og fundet definitionen på "signalstærke børn" og det passer som hånd i handske.

Endelig ved jeg lidt om hvad der foregår hos ham, nu ved jeg hvorfor vi ikke sov de første 3 år af hans liv, hvorfor han spiser hele tiden, hvorfor han ikke kan lade være med at hoppe op og ned i perioder. ALT giver pludselig mening og jeg er lettet....

Storebror lider også lidt under det, det går jo ud over ham når mindsten skal afreagerer pludselig, det går ud over ham når vi må lægge fokus på den mindste fordi han kræver os så fysisk meget.
Heldigvis for storebror er han en fantastisk og klog dreng der kan finde ud af at sætte ord på hans følelser og tanker. Vi har nogle rigtig gode heart-to-heart snakke ham og jeg og jeg elsker det.

Så nu går det fremad igen, mindsten er startet i SFO og elsker det, han er glad, fortæller om hans dage og hygger sig.
Jeg elsker ham om muligt endnu mere fordi jeg nu forstå ham mere og ikke bare bliver irriteret når han skejer ud.
Storebror er med til at hjælpe men vi er også endnu mere opmærksomme på at han får sin tid for sig selv uden lillebror.

Jeg har fået håbet igen, tror på at det bliver godt, rammerne er i orden og omgivelserne begynder også at være det.

Glæder mig over at have 2 så fantastiske, forskellige og stærke personligheder i mit liv. <3

Du ser glad ud...?

Kender i det når folk er nysgerrige og på en diskret måde får sagt "du ser så glad ud" og der hænger sådan et usynligt ?-tegn efter og hvorefter der kommer sådan en afventende pause hvor de nok lidt forventer at man siger "jamen det er jeg fordi....."  ???

Jeg er bare glad, glad i låget og fjollet - den er ikke længere.......

Måske er det bare en stor kontrast i forhold til hvordan jeg har set ud de sidste par år, men jeg er mig selv, den jeg altid har været, har bare været skubbet lidt i baggrunden af andre årsager.

Jeg har ikke brug for en grund til at være glad, det er bare meget sjovere... punktum

Ren tilfredsstillelse

I mange år har jeg spekuleret på hvordan det ville være at bo alene igen, at skulle klare sig selv uden at lægge min lid til at jeg har en der redder mig hvis der er noget jeg ikke kan finde ud af. Gad vide om jeg egentlig kan tingene selv når jeg bare er mig.

Må konstatere at nogle ting umiddelbart er sværere end jeg troede i mangel på kræfter, tålmodighed og teknisk viden. Men, der er bare mange ting som er nemmere end jeg troede, ting der måske lød svære eller som jeg gjorde svære inde i mit eget hoved er slet ikke så slemme når det kommer til stykket.

Ja for pokker, har da fået et par slag over fingrene, slået hovedet eller bandet ting langt væk, men det lykkes i sidste ende... altid.. Sommetider må jeg bare acceptere at udkommet ikke bliver som først tænkt men at det ikke nødvendigvis gør løsningen og resultatet ringere måske bedre. Det er lidt en kliché men sandt, "man kan hvad man vil"
Og så er der bare en tilfredsstillelse i at have gjort tingene selv, jeg kan stolt sætte mig ned og kigge på den lampe jeg selv har hængt op. Jeg bliver dog aldrig så rødstrømpe-agtigt at jeg vil insistere på at gøre alt selv, når den tid kommer vil jeg nyde at vi er 2 om opgaverne og han skal have lov til at føle sig som en mand uden at jeg skal overtage alle de praktiske opgaver.

Hvem er min type?!?

Som ny-single bliver jeg tit spurgt om hvad jeg leder efter og hvilken type mand jeg går efter.

Bare fordi jeg er single betyder altså at jeg leder efter en ny partner?? Mit svar er oftest at jeg lige nu er mættet af mænd i mit liv. Det skal ikke opfattes negativt som om jeg er blevet røvrendt eller værre af mændene i mit liv men bare det enkle faktum at jeg ikke orker at have en partner i mit liv lige nu som jeg skal stå til ansvar for ved mine handlinger.
Lige nu føler jeg mig så fri ved ikke at være bange for at skuffe en anden hvis vinden pludselig vender fra den ene dag til den anden. Jeg kan gøre hvad der passer mig uden at skulle "spørge om lov" eller få "ballade" for ikke at spørge først.

Og hvad eller hvem er min type egentlig?? har jeg en type? skal jeg ha en type?
Jeg ved ikke engang hvilken type jeg selv er.... så hvordan skulle jeg så vide om jeg går efter noget bestemt.

Efter at spørgsmålet har ramt mig et par gange er jeg nu begyndt at betragte det andet køn lidt på afstand for at se om jeg måske har en type som tricker mig mere end andre. Indtil nu, ingen resultater..
Jeg bliver facineret og tricket af forskellige ting, udseendet spiller ind, men ikke nok til at jeg ville fravælge en mand fordi jeg har kriterier, for det har jeg ikke.
Jo jo han skal da ha noget mellem ørerne, men giver det en bestemt type?

Kan jeg bedre lide mørkehårede end lyshårede? er blå øjne bedre end brune eller grønne? skal han være højere end mig? må næsen være lidt skæv? Jeg kan ikke lave en boks og putte en bestemt mand i den udfra udseende, intelligens eller kropsbygning.
Det lyder måske banalt og kliché agtigt men hvis han kan få mig til at grine, føle mig elsket og jeg kan føre en sammenhængende samtale på lige plan så er jeg ret sikker på at alle de andre faktorer ikke vejer specielt tungt.

Men jeg leder jo ikke, søger ikke en partner og stor-nyder at være mig selv og være mor for drengene så indtil videre finder jeg ikke ud af det.

Positiv energi

Læste i dag om det at komme videre, ud af et forhold.

Det jeg hæftede mig mest ved var at tænke på de ting som gør dig glad og fokusere på dem, så her er et par af de ting som gør mig glad

- at få et bjørnekram af mine børn, der findes ikke større kærlighed
- at høre vanvittig høj musik på vej hjem fra arbejde
- solen der blænder på en skyfri dag
- at være i selskab med sjove mennesker

Har de sidste par dage gennemgået og ryddet op i hele mit liv, bogstaveligt talt. Loftet var fyldt med alle mulige klenodier og ting og sager.

En hel mappe med stile jeg har skrevet i skolen fra 6. klasse til 1.g. sjovt at se igen, men helt ærligt, skal jeg bruge den?? - nej, vil den fylde?? - ja, skal den ud?? - JA

En kasse med barbie, troede virkelig at det ville være svært at skulle skille sig af med det, men da først tingene kom op af kassen var det jo bare plastik møbler - lyserøde plastik møbler....

Og så er det slået fast, jeg skal ikke have flere børn, hvis jeg sku komme på andre tanker bliver det ihvertfald dyrt for nu er ALT legetøj sat til salg, klapvognen er allerede solgt og tremmeseng, kravlegård og puslebord er også sat på markedet.

Men at tømme et loft på et par timer er ingenting, det er følgerne efter der er de værste. Aldrig har jeg haft så ondt så mærkelige steder. AV

Lykken er...

En veninde spurgte mig engang om jeg var lykkelig, jeg svarede hende dengang meget bestemt at nej det var jeg ikke for vi kan ikke rende rundt og være lykkelige hele tiden.
Det er til dels sikkert også rigtigt, men hvorfor egentlig ikke??

Så det vil jeg... jeg vil være lykkelig, jeg vil være tilfreds med mit liv og sætte pris på det.

Jeg tror det er ret simpelt (ja kald mig bare naiv) men for mig gælder det om at stoppe op og nyde tingene.
Alt hvad det kræver er bevidsthed, jeg er bevidst om vores situation hjemme, jeg accepterer at sådan er tingene for nu og jeg indordner mig under de forhold vi har. Når alt det er på plads er det faktisk muligt at læne sig tilbage og nyde.
Jeg nyder at jeg en tid endnu har mine børn på fuldtid, elsker at betragte dem lege og hygge sig og ELSKER at kigge på dem når de sover.

Så jeg gider ikke tænke på de ting som ku gøre mig ulykkelig, hvorfor sku jeg bruge kræfter på alt det negative når jeg er omgivet af positive ting.

Der er altid en bagside af medaljen, men den er kun synlig hvis jeg fokuserer på den.

På den igen igen

Så er det officielt, ja igen altså, jeg skal skilles og denne gang er der ingen vej tilbage.
Men jeg må indrømme at det KAN lade sig gøre at være venner, det KAN lade sig gøre at holde tonen og være rare overfor hinanden.
Ja selvfølgelig lige med undtagelse af de tidspunkter hvor man ønsker at den anden imigrerer til Mars og al kommunikation og transport cuttes. ;o)

For første gang i 4 år + det løse har jeg nu fået lov til at sove en hel uge i min seng uden børn, nå ja så kom der lige en hund i sengen i stedet men han møver trods alt ik helt så meget ud over når vi slås om hovedpuden.
Og for at det ikke skal være løgn har jeg nu en hel dobbeltseng for mig selv!!!!! tænk engang, jeg kan brede mig, ligge på tværs, snorke og ja... uden at nogen brokker sig eller puffer til mig. SKØNT!!

Kan ligge der og have PC, iphone, ipad og tv kørende på én gang og bare fordi jeg kan.

Ferien er gået strygende, vi tog skridtet (trods seperation) og kørte små 1.600 km til Italien.
Piece of cake, børnene på bagsædet og så afsted.
Vi nåede endda helt til Solrød før den mindste skulle tisse - ooooookay det blir vist en lidt længere tur end vi troede.
Da vi nåede til Gedser meldte manden i luen alt udsolgt for dem som ikke havde bestilt plads.... hmm.. ja ok det er så os. Vi kørte videre til Rødby og kom til det tyske uden problemer.

Italien var varmt, meget meget varmt og dejligt. Campingpladsen var enorm og der var både pool og strand.
Første aften tog vi ned til stranden for at gå i vandkanten og se Kroatien lyse op på den anden side. Ja bare os og 1 milliard myg.... Så efter godt 20 myggestik hver returnerede vi til mobilhomet og hyggede der istedet, indenfor.

Italiensk er et smuk sprog, bare ikke når de taler tysk, altså halloooo vi er i Italien ik?!??
I 14 dage hørte vi på "guten abend, Hallooo, trinken, essen, deutch etc." Vi overhørte det og prøved at gebærde os på italiensk og engelsk i stedet hvilket faktisk lykkedes ret godt.

Det var en dejlig ferie, vi fik slappet af, nydt landet, maden og vores børn.

Har prøvet at tælle sammen hvor mange tissepause vi har holdt for den mindste på 4 år men jeg har simpelthen ikke tal for det, ufatteligt som sådan en lille størrelse har en blære på størrelse med en valnød!! èn tår vand = min. 6 tisseture

På vejen hjem kørte vi om natten, og det var jo meningen at børnene skulle sove, SOVE blev der sagt. Men hvergang jeg kiggede i bakspejlet så jeg et lille hoved med hvidt hår stikke frem mellem sæderne, Nicklas, sov så!! Den dreng er jo slet ikke til at slå ned. Ja lige bort set fra da vi landede i Greve kl. 11.30 næste dag, der lå han i min seng med en slikkepind stikkende ud af munden, lidt savl i mundvigen og snork sov.
Listede slikket ud af ham hvor han lige vågnede svagt og mumlede for så at snorke igen. 2 timer senere prøvede jeg at hive ham op, men endte med at sidde med en sovende 4-årig der hverken kunne det ene eller det andet.

Dem 7-årige var super sej, når der blev sagt sove, sov han, når der blev sagt spis, så spiste han. Hvem havde lige set det komme?!

Børn er fantastiske, på deres helt egen måde.