Sig nu nej....

Som rigtig mange andre i verden så vil jeg gerne det hele, tænk hvis jeg gik glip af noget spændende eller ikke var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Resultat: aaaaaaaaaaaaalt for mange planer og løfter.
Hvad skete der lige med alle de weekender som var helt åbne og klar til spontane aftaler eller ideer.... de er VÆK... Pist væk, afløst af begivenheder og aftaler.

Misforstå mig ikke, jeg vil jo gerne med, men jeg mangler lidt rum, måske bare en 6-7 timer mere i døgnet, det vil også være ok. Så hvordan optjener jeg flere timer?

Kunsten at sige "nej" siger nogle... jow jow men "nej" betyder så at jeg skal vælge noget fra, så har jeg næste dilemma, HVAD skal vælges fra?? og så går tiden med at beslutte det.

Tid er vigtig siger nogle, og her sidder jeg så og spilder kostbar tid med at beslutte hvordan jeg får mere tid... hmm... giver ik helt mening.

Måske er det som et plaster der rives af (ja dagens indlæg er fyldt med ordsprog og klicheer :-P  ) tag en hurtig beslutning og stå ved den...

Endelig gjorde jeg det, prioriterede en hel weekend, og havde det fint med beslutningen, sådan da... længtes til det jydske og slippe tøjler og bare se race og lave ingenting.
Da weekenden kom til ende kunne jeg se resultatet af at være blevet hjemme og det var jo fantastisk, YES jeg prioriterede rigtigt og belønningen var stor.
Og når jeg tænker over det har jeg jo ikke haft tankerne hos teamet i jylland, de har været her og haft det fint. Hygget og knoklet med dem jeg holder af, så intet er tabt, jeg er sikkert gået glip af noget, men hvad ved jeg ikke og så er det jo i bund og grund ligemeget ;)

Skal virkelig øve mig mere på at sige "nej tak" det kunne være man fik smag for det :-D

Spontanitet for en kontrolfreak

Det lyder fedt at "være spontan" bare at gøre noget fordi man har lyst lige på det givne tidspunkt. Ikke have kontrol og vide tid, sted og agenda for noget så simpelt som middag i byen.
Det lyder endda nemt, bare give slip og lade tingene dumpe ned fra himlen og springe på de ting man har lyst til.

Men for en planlægger og kontrolfreak som mig er det en prøvelse. Trangen til at vide alle detaljer presser på, hvem skal vi med? hva skal vi? hvorfor? hvad tid? hvor henne?
Bare lige lave et lille bitte skema over det der skal ske i morgen og de næste 364 dage frem :P

Så det er sundt at prøve og faktisk lidt vanedannende at være spontan ind imellem. Fagre nye verden, og hvor er det dog afslappende ikke at vide alt men bare møde op og følge med.

Som mor er der rig mulighed for at få tilfredsstillet planlægger trangen, der er firkanter og struktur nærmest en befrielse for både børn og voksne, især hjemme hos os.

Jeg kan ligefrem se skrækken i de små poders ansigter hvis jeg foreslår en gå-tur med hunden bare sådan ud af det blå. Og deres umiddelbare reaktion kommer da også til udtryk med et forargeligt "NEEEJ" hvorefter de nærmest klamrer sig til deres ipads og hurtigt søger flugt i den virtuelle verden igen, for kommer der overraskelser deri så kan de hurtigt slukke eller skifte til en anden verden.

Mit nye mål er nu klart: jeg skal lære mine børn at spontanitet kan være sjovt og spændende. Ihvertfald lige så snart jeg selv kan finde ud af det på egen hånd :P :P

Om at have et standpunkt til man tager et nyt

Altså, beslutninger bliver taget for at man kan ændre mening igen, ik?!
Man skal ihvertfald ikke holde fast pga. stædighed og stolthed, suck it up og lav om på det der skal ændres hvis det andet ikke længere giver mening. Færdig...

Sådan har jeg fået det efterhånden, hvis det virker, hvorfor så lave om på det og omvendt, hvis det ikke fungerer så gør noget ved det.
Ja ok, ret nemt sagt, lidt sværere i virkeligheden, men altså sådan helt basalt så er det vel nemt nok.

Der er mange ting og beslutninger jeg skal tage tilløb til selv, men med et godt netværk er det ik længere så slemt. At kunne dele tanker og ideer med dem omkring mig gør at jeg får en masse input og støtte som gør mig mere modig. Takfor det :-)

Jeg tror at der er mange der tænker "nåå jamen det er da sådan det bare er" men for mig har det været et stort skridt at "turde" sige min mening og ytre mine holdninger. Ikke at være bange for at blive valgt fra fordi jeg har en anden mening end lige dem omkring mig.
Men hey, det føles ret fedt ;-)

Længe, meget meget længe har jeg holdt på at mine børn ikke skulle møde en evt. kæreste før jeg var 400% sikker i mit valg.
Længe har jeg sagt at jeg aldrig igen ville være gravid og sku ha lille baby...
Længe har jeg sagt at jeg Ikke ville ha en kæreste for jeg havde ikke plads til andre end børnene og jeg.

Men, come on, selvom man siger det højt til andre er det ikke ensbetydende med at det er rigtigt eller føles rigtigt.
Nogle gange skal jeg nok bare hoppe ud i det og se hvor det fører hen. Hva er det lige med kvinder (læs: mig) og deres hjerner der skal analysere alt???

Kom frem til at man ikke kan være mere end 100% sikker i noget så hvorfor ikke bare slippe tøjlerne og se hvad der sker :-P

Så i bund og grund, man har et standpunkt til man tar et nyt...

Mit signalstærke barn

Jeg ved det godt, jeg har været væk herfra alt alt for længe. Har haft svært ved at tænke 2 sammenhængende tanker og slet ikke få dem ned på skrift.

Det har været et hårdt år... ikke personligt for mig men for os, mine sønner og jeg. Har forsøgt gang på gang at finde en forklaring på mine 5-årige's adfærd.
Børnehaven har indkaldt os til adskillige møder, møder om hans adfærd, møder om hans manglende engagement i fælles lege, møder om ord og sætninger han kan, ja møde om den måde vi til sidst sagde fra overfor pædagogen på.

Vi har været frustrerede, kede af det og rasende på de "voksne" i børnehaven. Vi har set dem dag for dag køre vores 5-årige i knæ og skælde ham ud, kun fortælle ham om alt det negative han gør og siger.

De sidste 6 mdr. har vi alle bare ventet på at dagen skulle komme hvor han sku starte i SFO for ingen af os var i tvivl om at det var det der skulle til, et skift, en ny begyndelse og voksne der lytter.

Det er som at slå i en dyne når vi har fortalt børnehavens "voksne" om hvordan vi takler vores mindste, hvad de kunne bruge af værktøjer, men de har ikke ville lytte, i deres øjne var han en socialt handikappet og besværlig dreng.

Men det er han ikke, han er en intelligent dreng og en utroligt kærlig dreng men en helt ufattelig masse krudt i r.... ;)

Jeg har søgt og søgt på nettet og i vores kredse efter ord jeg kunne sætte på overfor pædagogerne.
Endelig faldt jeg over "Sensitive børn" - der var så mange ligheder mellem vores søn og definitionen. Og til min store lettelse er det ikke en diagnose men et begreb som ret mange mennesker har i en eller anden grad.

Nu har jeg søgt videre og fundet definitionen på "signalstærke børn" og det passer som hånd i handske.

Endelig ved jeg lidt om hvad der foregår hos ham, nu ved jeg hvorfor vi ikke sov de første 3 år af hans liv, hvorfor han spiser hele tiden, hvorfor han ikke kan lade være med at hoppe op og ned i perioder. ALT giver pludselig mening og jeg er lettet....

Storebror lider også lidt under det, det går jo ud over ham når mindsten skal afreagerer pludselig, det går ud over ham når vi må lægge fokus på den mindste fordi han kræver os så fysisk meget.
Heldigvis for storebror er han en fantastisk og klog dreng der kan finde ud af at sætte ord på hans følelser og tanker. Vi har nogle rigtig gode heart-to-heart snakke ham og jeg og jeg elsker det.

Så nu går det fremad igen, mindsten er startet i SFO og elsker det, han er glad, fortæller om hans dage og hygger sig.
Jeg elsker ham om muligt endnu mere fordi jeg nu forstå ham mere og ikke bare bliver irriteret når han skejer ud.
Storebror er med til at hjælpe men vi er også endnu mere opmærksomme på at han får sin tid for sig selv uden lillebror.

Jeg har fået håbet igen, tror på at det bliver godt, rammerne er i orden og omgivelserne begynder også at være det.

Glæder mig over at have 2 så fantastiske, forskellige og stærke personligheder i mit liv. <3

Du ser glad ud...?

Kender i det når folk er nysgerrige og på en diskret måde får sagt "du ser så glad ud" og der hænger sådan et usynligt ?-tegn efter og hvorefter der kommer sådan en afventende pause hvor de nok lidt forventer at man siger "jamen det er jeg fordi....."  ???

Jeg er bare glad, glad i låget og fjollet - den er ikke længere.......

Måske er det bare en stor kontrast i forhold til hvordan jeg har set ud de sidste par år, men jeg er mig selv, den jeg altid har været, har bare været skubbet lidt i baggrunden af andre årsager.

Jeg har ikke brug for en grund til at være glad, det er bare meget sjovere... punktum

Ren tilfredsstillelse

I mange år har jeg spekuleret på hvordan det ville være at bo alene igen, at skulle klare sig selv uden at lægge min lid til at jeg har en der redder mig hvis der er noget jeg ikke kan finde ud af. Gad vide om jeg egentlig kan tingene selv når jeg bare er mig.

Må konstatere at nogle ting umiddelbart er sværere end jeg troede i mangel på kræfter, tålmodighed og teknisk viden. Men, der er bare mange ting som er nemmere end jeg troede, ting der måske lød svære eller som jeg gjorde svære inde i mit eget hoved er slet ikke så slemme når det kommer til stykket.

Ja for pokker, har da fået et par slag over fingrene, slået hovedet eller bandet ting langt væk, men det lykkes i sidste ende... altid.. Sommetider må jeg bare acceptere at udkommet ikke bliver som først tænkt men at det ikke nødvendigvis gør løsningen og resultatet ringere måske bedre. Det er lidt en kliché men sandt, "man kan hvad man vil"
Og så er der bare en tilfredsstillelse i at have gjort tingene selv, jeg kan stolt sætte mig ned og kigge på den lampe jeg selv har hængt op. Jeg bliver dog aldrig så rødstrømpe-agtigt at jeg vil insistere på at gøre alt selv, når den tid kommer vil jeg nyde at vi er 2 om opgaverne og han skal have lov til at føle sig som en mand uden at jeg skal overtage alle de praktiske opgaver.

Hvem er min type?!?

Som ny-single bliver jeg tit spurgt om hvad jeg leder efter og hvilken type mand jeg går efter.

Bare fordi jeg er single betyder altså at jeg leder efter en ny partner?? Mit svar er oftest at jeg lige nu er mættet af mænd i mit liv. Det skal ikke opfattes negativt som om jeg er blevet røvrendt eller værre af mændene i mit liv men bare det enkle faktum at jeg ikke orker at have en partner i mit liv lige nu som jeg skal stå til ansvar for ved mine handlinger.
Lige nu føler jeg mig så fri ved ikke at være bange for at skuffe en anden hvis vinden pludselig vender fra den ene dag til den anden. Jeg kan gøre hvad der passer mig uden at skulle "spørge om lov" eller få "ballade" for ikke at spørge først.

Og hvad eller hvem er min type egentlig?? har jeg en type? skal jeg ha en type?
Jeg ved ikke engang hvilken type jeg selv er.... så hvordan skulle jeg så vide om jeg går efter noget bestemt.

Efter at spørgsmålet har ramt mig et par gange er jeg nu begyndt at betragte det andet køn lidt på afstand for at se om jeg måske har en type som tricker mig mere end andre. Indtil nu, ingen resultater..
Jeg bliver facineret og tricket af forskellige ting, udseendet spiller ind, men ikke nok til at jeg ville fravælge en mand fordi jeg har kriterier, for det har jeg ikke.
Jo jo han skal da ha noget mellem ørerne, men giver det en bestemt type?

Kan jeg bedre lide mørkehårede end lyshårede? er blå øjne bedre end brune eller grønne? skal han være højere end mig? må næsen være lidt skæv? Jeg kan ikke lave en boks og putte en bestemt mand i den udfra udseende, intelligens eller kropsbygning.
Det lyder måske banalt og kliché agtigt men hvis han kan få mig til at grine, føle mig elsket og jeg kan føre en sammenhængende samtale på lige plan så er jeg ret sikker på at alle de andre faktorer ikke vejer specielt tungt.

Men jeg leder jo ikke, søger ikke en partner og stor-nyder at være mig selv og være mor for drengene så indtil videre finder jeg ikke ud af det.